Baggrundspapir: Kundemuligheder i verdensklasse - et marked af muligheder

Det danske detailmarked for el vil i 2020 have undergået en række omfattende reformer, som bringer det i en international førerposition med hensyn til sikring af konkurrencen. Vores vision er, at kunderne videre mod 2030 fortsat kan nyde lave priser og en høj leveringssikkerhed og samtidig opleve en bredere vifte af valgmuligheder, god service og rigt potentiale for at udnytte nye innovationer på markedet.

Med sektorens opbakning har Folketinget vedtaget, at det fremover er elleverandøren, der bliver kundernes indgang til energiselskaberne. Frem for en delt regning for henholdsvis transport af el og afgifter og en anden for elforbrug, får kunderne fra april 2016 én samlet regning uanset, hvem de har valgt som elleverandør. Elleverandøren bliver dermed spydspids for al kommunikation og kontakt med kunderne. Med reformen er Danmark gået i front med at sikre en funktionel adskillelse mellem sektorens naturlige monopoler og de konkurrenceudsatte aktiviteter, hvilket er til fordel for konkurrencen og dermed kunderne.

Samtidig har Folketinget med afskaffelse af forsyningspligten afskaffet prisreguleringen i detailmarkedet, så vi fremover vil have et endnu mere konkurrencepræget miljø for el til de danske forbrugere. Med disse reformer og andre tiltag er alle de centrale anbefalinger fra Konkurrencestyrelsens rapport om elmarkedet fra 2011 gennemført. Det er et godt fundament for, at kunderne i fremtiden står i centrum for elmarkedet og får flere og bedre produkter end i dag.

For at elleverandørerne kan levere strøm i kontakterne og nye konkurrencedygtige produkter og services til deres kunder, er de afhængige af de ydelser, som netselskaberne leverer. Det er netselskaberne, som sørger for fysisk at tilslutte kunder og vedvarende energianlæg til eldistributionsnettet. Det er dermed også netselskaberne, som sikrer et effektivt drevet lokalt elnet med høj leveringssikkerhed.

Netselskaberne er neutrale facilitatorer, der for elmarkedets aktører understøtter konkurrencen. Med årelang ekspertise og fortsatte investeringer i it-systemer og infrastruktur sikrer netselskaberne, at elforbrug og elproduktion måles korrekt. Det er eksempelvis netselskaberne, der investerer i fjernaflæste elmålere til kunderne, og som håndterer de massive mængder måledata. Netselskabernes arbejde og ikke mindst samarbejde med elleverandørerne er afgørende for et velfungerende detailmarked med kundemuligheder i verdensklasse frem mod 2030 – også selvom netselskaberne vil få en mere tilbagetrukket rolle over for elkunderne.

Men netselskabernes nye rolle indebærer dog ikke, at netselskaberne ikke skal sætte sig ind i slutkundernes behov. Nærmest tværtimod. Netselskaberne skal være omhyggelige med at sørge for, at slutkunderne får opfyldt deres behov for i forhold til de ydelser, som nettet leverer, og at slutkunderne er tilfredse med ydelsen.

Vores vision er, at kunderne frem mod 2020 og videre frem mod 2030 fortsat har en høj leveringssikkerhed samtidig med, at der udvikles en endnu bredere vifte af muligheder og produkter at vælge imellem på et marked med fortsat stor konkurrence.

Det er vigtigt for udviklingen, at markedet drives af kundernes behov og ønsker fremfor, som tilfældet i stort omfang er i dag, af reguleringen.

Kunden skal således være i fokus og hans behov er afgørende for den fremtidige innovation og udvikling af elmarkedet.