BÆREDYGTIG PRODUKTUDVIKLING

Vestas introducerer vindmølletårne med lavere CO2-aftryk

Vindmølleproducenten vil bygge vindmølletårne med lavemissionsstål for at nedbringe klimaaftrykket forbundet med produktionen af tårne. For vindmølletårne på land kan det føre til CO2-reduktion på mindst 52 procent.

Mennesker besigtiger produktion af vindmølletårn

Arkivfoto: Vattenfall

Vestas har indgået et nyt partnerskab med stålproducenten ArcelorMittal, der skal levere lavemissionsstål. Det kan føre til markante reduktioner i den CO2-udledning, der sker i forbindelse med produktion af vindmølletårne, der typisk består af 80-90 procent jern og stål.

Partnerskabet er derfor endnu vigtigt skridt i arbejdet med at nedbringe emissioner i vindmølleindustrien.

– Bæredygtige partnerskaber og forpligtelser over for vores kunder er afgørende for at fremme overgangen til en endnu mere bæredygtig vindindustri. Vores partnerskab med ArcelorMittal og anvendelsen af lavemissionsstål, er nøglen til at reducere CO2-emissioner fra produktionen af vindmølletårne, samtidig med at vi øger værdien af vores produkter for vores kunder, lyder det fra Lisa Malmquist Ekstrand, VP og Head of Sustainability i Vestas.

Opskriften på lavemissionsstål består af udelukkende af stålskrot, der smeltes om til stålblokke i en elektrisk smelteovn drevet af vindenergi. Ifølge tal fra Vestas vil det føre til 66 procent reduktion i intensiteten af udledninger pr. kilo stål sammenlignet med konventionelle fremstillingsmetoder.

Når stålskrottet er smeltet om, forarbejdes det yderligere til kæmpe stålplader, der kan bruges til produktion af de enorme vindmølletårne. På en landvindmølle vil Vestas bruge lavemissionsstålet på hele tårnet, mens det på havvindmøller indtil videre blot vil kunne anvendes i topsektionen af tårnene.

– Den nederste del af de to tårnsektioner til havvindmølletårne kræver større dimensioner og vægtkrav, hvilket betyder, at de tunge plader, i forhold til den nuværende fremstillingsproces, skal svejses sammen, forklarer Lisa Malmquist Ekstrand og fortsætter:

– Svejsning af stålplader er en energikrævende, tidskrævende og dyr proces. Vi vil som udgangspunkt derfor ikke tilbyde lavemissionsstål til bundsektionerne på en havvindmølle, men det er dog noget vi på sigt arbejder på at kunne tilbyde, siger hun.

For et landvindmølletårn vil brugen af stål fra stålskrot føre til reduktioner på mindst 52 procent, mens det for et tårn til havvindmøller vil reducere klimaaftrykket med ca. 25 procent.

Det afhænger primært af kundernes efterspørgsel, hvis vi i fremtiden skal kunne tilbyde lavemissionsstålet som en standardmulighed i projekter. Vi er i hvert fald klar til at imødekomme vores kunders behov ved konstant at optimere vores værditilbud inden for bæredygtige løsninger.
Lisa Malmquist Ekstrand, VP og Head of Sustainability i Vestas

Det første Vestas-projekt med lavemissionsstål bliver the Baltic Power Offshore Wind Projekt ud fra den polske kyst – et projekt som påbegyndes i 2025. Her vil 52 ud af 76 af tårnene på Vestas’ 15 MW havvindmølle bestå af lavemissionsstål.

Det står endnu ikke klart, hvornår tårnene kan tilbydes som en standard løsning i projekter, men Vestas melder sig klar til at imødekomme efterspørgslen på bæredygtig produktudvikling:

– Det afhænger primært af kundernes efterspørgsel, hvis vi i fremtiden skal kunne tilbyde lavemissionsstålet som en standardmulighed i projekter. Vi er i hvert fald klar til at imødekomme vores kunders behov ved konstant at optimere vores værditilbud inden for bæredygtige løsninger, siger Lisa Malmquist Ekstrand.

Vestas er ikke de første til at tilbyde vindmølletårne med lavere CO2-aftryk. I foråret 2023 kunne Siemens Gamesa lancere GreenerTower med stålplader, der ifølge vindmølleproducenten udleder 63 procent mindre CO2. Sammen med RWE er det planen at opføre 36 af tårnene i den danske havvindmøllepark Thor, der bliver landets hidtil største.

INDUSTRY
11. april 2024 kl. 09.15 - 17.00
Clarion Hotel Copenhagen Airport

Join us for Green Power Denmark's annual meeting for industry members. Alongside influential green energy companies and business leaders, we will delve into the future of the green energy industry, exploring current trends among industry leaders, manufacturing companies and suppliers in Denmark.

Nyheder direkte i din indbakke?