INDVIELSE

Szczecin skal producere frihedsenergi til Europa

Vestas indvier produktionsfaciliteter i det nordvestlige hjørne af Polen med kong Frederik og ministre som vidner. Vestpommern bliver dermed et knudepunkt for fremstilling af 15 MW-møller til Østersøen og det øvrige Europa.

Kong Frederik og Henrik Andersen, CEO i Vestas, ved Vestas-indvielse i Stettin 2. februar 2024

’Vi skal bevæge os fra ambitioner til auktioner i hele Europa’, siger CEO Henrik Andersen fra Vestas (tv.) og påpeger, at produktion af el fra vindenergi nu er billigere end at bruge fossile brændsler. ’Heldigvis er det billigere at redde planeten end at ødelægge den’, påpeger Vestas-topchefen under indvielsen af en fabrik, der skal fremstille komponenter til 15 MW-møller. Her hilser han på kong Frederik, der deltog. Foto: Udenrigsministeriet.

– En god dag for Vestas, Polen og Europa.

Adm. direktør Henrik Andersen fra Vestas kan fra en talerstol i et telt på havnen i den polske flodby Szczecin få øjenkontakt med kong Frederik, repræsentanter for den polske regering såvel som for den vestpommerske region, lokale myndigheder og virksomheder.

Vestas vandt sidste år en kontrakt på levering af 15 MW-havmøller til Baltic Power, der er et joint venture mellem polske ORLEN og canadiske Northland Power.

Baltic Power skal med forventet idriftsættelse i 2026 etablere Polens første havmøllepark. Med en samlet kapacitet på 1.140 MW bliver der tale om en park, der bliver næsten dobbelt så stor som danske Kriegers Flak (600 MW) i Østersøen vest for Bornholm.

Og snart skal der leveres kæmpemøller fra Szczecin.

Sammen med kong Frederik, viceminister for infrastruktur Arkadiusz Marchewka, viceminister for økonomisk udvikling og teknologi Ignacy Niemczycki, klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og mange andre honoratiores er Henrik Andersen derfor denne fredag i februar 2024 ved at fejre åbningen af den første af flere produktionsfaciliteter på den lidt slidte havn i Szczecin. Her skal der produceres naceller.

– Tak for investeringerne som er strategisk vigtige og et eksempel på polsk-dansk samarbejde om teknologisk udvikling. Jeg håber på mere i fremtiden, siger viceminister Arkadiusz Marchewka i sin tale i det propfyldte telt.

En mønt fra kongens bukselomme

Som en del af en symbolmættet grundstens-ceremoni bliver en kapsel med tidsaktuelle artefakter – herunder en polsk avis og en mønt samlet op afkongen fra egen bukselomme med ham selv og hans mor Dronningen som plat og krone – af mange forenede kræfter spartlet ind i en byggeklods til fabrikken.

Lige uden for teltet knejser allerede kraner og den kæmpehal, der bl.a. skal bruges til at samle naceller til 15 MW-møller. Vestas seneste innovative bedrift af en gigantmølle er testet i Østerild og en nul-serie-mølle bliver snart sat op i Thyborøn, men endnu har Vestas ikke startet serieproduktion af møllen, der til vingespids bliver højere end pylonerne på Storebæltsbroen.

Tidskapsel fyldes ved indvielse af Vestas-fabrik i Stettin 2. februar 2024
Med en ambition om at bygge 15 MW-møller har Vestas opført sin første fabrik i Szczecin. Fredag den 2. februar er fabrikken blevet fejret i selskab med kong Frederik og repræsentanter for den polske regering. Majestæten har til festlighederne medbragt en særlig mønt, der bliver lagt ind i tidskapsel, der bliver støbt ind i en symbolsk grundsten. Foto: Udenrigsministeriet.

Markedsleder klar til nye eventyr

Szczecin ved Oder-floden og søsterhavnen i Swinoujscie i det nordvestlige hjørne af det store polske rige bliver et knudepunkt for mange af Østersø-aktiviteterne, når Vestas som varslet for nylig i en børsmeddelelse også etablerer en fabrik, der skal producere vinger til de nye gigantmøller.

Samlet betyder de to enheder, at Vestas ifølge Henrik Andersen om få år har ca. 2.500 ansatte i Szczecin. Dertil skal lægges et større antal jobs blandt polske og danske underleverandører. Efter over 20 år som markedsleder i Polen (onshore) er Vestas ved at være klar til nye eventyr – på søen.

Beskæftigelse af vigtigt lokalt, men havmøllerne repræsenterer også mange andre fordele for Polen og det øvrige Europa. Henrik Andersen påpeger, at havvind er et middel til mere klimavenlig elektricitet og et grønt tilbud om større forsyningssikkerhed i en urolig verden, hvor Ruslands krig mod Ukraine blot er ét uhyggeligt eksempel.

Europa leverer på egne klimamål

Europæisk vindenergi har de seneste år været presset bl.a. af statsstøttede kinesiske producenter og udfordrede forsyningskæder. Produktionsfaciliteterne i Szczecin – og de møller, der vil blive rejst – er derfor også bevis på, at Europa kan og vil levere på sit eget klimamål om minimum 55 procent mindre udledning af drivhusgasser i 2030 og klimaneutralitet senest i 2050.

– Vi skal bevæge os fra ambitioner til auktioner i hele Europa, siger Henrik Andersen og påpeger, at produktion af el fra vindenergi nu er billigere end at bruge fossile brændsler.

– Heldigvis er det billigere at redde planeten end at ødelægge den, påpeger Vestas-topchefen.

Polen har en stærk industriel base

Adm. Direktør Kristian Jensen fra Green Power Denmark klapper også med under festlighederne i teltet på havnen i Szczecin:

– Jeg ser et kæmpe potentiale i et tæt samarbejde med Polen om vind, sol, biogas, brint og Power-to-X. Polakkerne har en stærk industriel base og en veluddannet arbejdsstyrke – ja, og så er Polen ganske tæt på Danmark både geografisk og mentalt, siger Kristian Jensen.

Han nævner, at lige præcis Szczecin – både i forhold til produktion og udskibning – ligger strategisk smukt placeret et stenkast fra Østersøen på samme måde, som Esbjerg er en nøglehavn for aktiviteter i Nordsøen. En af mange samarbejdsaftaler indgået de seneste dage under et dansk erhvervsfremstød i Polen, er da også indgået mellem havnene i Szczecin-Swinoujscie og Esbjerg.

H.M. Kong Frederik taler ved åbning af erhvervskonference i Warszawa, Polen 31. januar 2024
ERHVERVSFREMSTØD

Dansk erhvervsfremstød i Polen bliver bakket op af Frederik X på hans første officielle besøg som konge.

Opfølgning på Marienborg-erklæringen

Netop havvind i Østersøen er i centrum i Marienborg-erklæringen fra august 2022, hvor Tyskland, Polen, Sverige, Finland og de tre baltiske lande sammen med Danmark blev enige om en ambition om knap 20 GW havvind inden 2030.

– Sammen med vores partnere skal vi udvide markedet og øge forsyningssikkerheden med havvind og stærkere elektriske forbindelser – gerne også i form af kabler mellem Polen og Danmark, siger Kristian Jensen, der med den nye mere EU-venlige polske regering nærmest ser muligheder ’ad libitum’ for endnu tættere relationer mellem de to nabolande.

Vestas skal i første omgang levere 76 stk. af de såkaldte V236-15.0 MW turbine til Baltic Power inkl. en serviceaftale over 15 år. Parken kommer til at ligge ca. 23 kilometer nord for den polske kyst ved byen Łeba. De første møller skal ifølge planerne produceres om et års tid med idriftsættelse i 2026.

Fabrik får planer til at blomstre

Vestas skal i de kommende måneder i gang med at ansatte rigtig mange kolleger med arbejdsplads i Szczecin. Dermed kan Vestas blive klædt på til konkurrencen om yderligere ordrer i de næste faser af den polske udrulning af havvind, der kan styrke forsyningssikkerheden og nedbringe de polske CO2-udledninger fra kulkraft.

Projekter med en total ydeevne på 5,9 GW har sikret sig kontrakter under de gældende regler, der i alt skal bane vej for op mod 10,9 GW.

– Denne fabrik vil hjælpe planerne med at blomstre, øge vores forsyningssikkerhed og være med til at revitalisere vores industri, fastslår viceminister Ignacy Niemczycki i teltet på Vestas’ fabriksgrund i Szczecin.

Nyheder direkte i din indbakke?