FORMANDSSKAB

Belgien skal drible vigtige EU-sager i mål

Spanien er afløst af Belgien: De geopolitiske vilkår tillader ikke, at EU – trods snarligt valg til Europa-Parlamentet – slapper af. Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, Rådet og det belgiske formandskab vil fortsat klø på, når det handler om sikkerhed, energi og klima, vurderer Green Power Denmark.

Belgien har det europæiske formandsskab første halvår af 2024

Belgien har formandsskabet for i EU fra 1. januar og frem til 30. juni 2024. Foto: European Union

Belgien har i året, der er gået, for første gang produceret mere elektricitet ved hjælp af vedvarende energi end fossile brændsler. EU har dermed fra årsskiftet fået et formandsskabsland, der netop har rundet en milepæl i den grønne omstilling.

– Vi ser en spændende udvikling i Belgien, der også er langt fremme i planlægningen af en energi-ø. Øen har allerede et navn, Princess Elisabeth Island, og etableringen ser ud til at starte om få måneder. Belgiernes beslutsomhed viser, at Danmark skal op i gear, hvis vi fortsat skal være med i førerfeltet på havvind, siger Ole Rydahl Svensson, der er afdelingschef, Public affairs EU & DK i Green Power Denmark.

Princess Elisabeth Island / belgisk energiø
ENERGIØ

Belgien har valgt de entreprenører, der skal bygge verdens første energiø, Princess Elisabeth Island, i Nordsøen. Byggeriet af øen, der...

Brint bliver et af de emner, EU-systemet skal drøfte i de næste måneder, og her gælder det samme:

– Det skal nødig være sådan, at vi i Danmark er dem, der får de gode idéer, men derefter sidder med hænder i skødet og kigger på, at andre realiserer dem. Vi skal have mere fart på energi-øer og brintrør, så vi kan udløse de erhvervspotentialer, der ligger i at være i front. Derfor haster det også – stadig – med en afklaring på finansiering af det danske brintrør til Tyskland, fastslår Ole Rydahl Svensson.

Valgkamp i foråret

I forhold til EU bliver Belgiens hovedopgave at få afsluttet forhandlingerne om en række sager, inden Europa-Parlamentet lukker ned. Den nuværende femårige mandatperiode slutter de facto efter plenarsamlingen den 22.-25. april, hvorefter der for alvor bliver blæst til valgkamp frem mod starten af juni (dansk valgdag: 9. juni). Lovgivningssager skal lukkes senest i februar for at blive stemt igennem på plenaren i april.

Ole Rydahl Svensson, afdelingschef, Public Affairs EU & DK
– De geopolitiske vilkår tillader ikke, at EU slapper af. Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, Rådet og det belgiske formandskab vil fortsat klø på, når det handler om sikkerhed, energi og klima, vurderer Ole Rydahl Svensson, der er afdelingschef, Public affairs EU & DK i Green Power Denmark. Foto: Jeppe Carlsen

EU har de seneste 4½ år taget stilling til virkelig mange initiativer og direktiver, der adresserer sikkerhed, energi og klima. Ganske lidt – herunder The Net Zero Industry Act (NZIA) – mangler de sidste vedtagelser, men Ole Rydahl Svensson forventer, at EU-apparater fortsætter i et højt tempo på trods af valget.

– De geopolitiske vilkår tillader ikke, at EU slapper af. Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, Rådet og det belgiske formandskab vil fortsat klø på, når det handler om sikkerhed, energi og klima, vurderer Ole Rydahl Svensson.

Belgien er et af de oprindelige seks medlemslande, så med sit 13. formandskab er der tale om en garvet forhandler, der lige har afløst Spanien, og som sidder for bordenden for Ministerrådet frem til den 30. juni, hvor Ungarn tager over.

Stærkt blik på energiområdet

Og driftssikre forhandlere kan der blive brug for. Belgien har overtaget formandskabet på et tidspunkt, hvor EU skal håndtere konsekvenserne af Ruslands krig mod Ukraine, krig mellem Israel og Hamas i Gaza, anstrengte energiforsyninger, desinformation og ekstreme vejrfænomener. Samtidig tripper Ukraine, Moldova, Georgien og en række Balkan-lande for at rykke tættere på EU.

Belgien har meldt ud, at der vil være fokus på seks områder – herunder grøn og retfærdig omstilling – og fortsat støtte til Ukraine. Hvad angår energi, så vil Belgien have fokus på

  • forsyningssikkerhed – bl.a. som en konsekvens af krigen i Ukraine og høje energiprise
  • energieffektivisering og udbygning af VE
  • elinfrastruktur
  • at vedtage rådskonklusioner om integreret infrastruktur på land og til vands
  • at fremme international handel med brint
  • bygningsrenovering.

– Belgierne mestrer qua deres indre politiske og demografiske modsætninger kompromisset kunst, så jeg er ret sikker på, at de nok skal levere et professionelt formandskab for EU i løbet af det næste halve år, vurderer Ole Rydahl Svensson.

Vind- og solenergi plus andre VE-teknologier har i 2023 produceret ca. 23,5 TWh i Belgien, mens de fossile brændsler stod for 22,2 TWh. Atomkraft er fortsat den største elproduktionsteknologi, men pilen peger nedad. Reaktorerne Doel 3 og Tihange 2 er lukket for nylig, og udfasningen vil fortsætte. Samlet producerede anlæg i Belgien 76,9 TWh i 2023, hvilket var et fald på 13 procent i forhold til året før.

Til sammenligning ligger den samlede danske elproduktion traditionelt på cirka 35 TWh. Vind- og solenergi dækker over 60 procent af elforbruget, så andelen angår, er Danmark fortsat foran Belgien, hvor vind og sol står for 27,7 procent af elproduktionen.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?