Velkommen i arbejdstøjet til vindkraftens to nye ministre

Danmarks Vindmølleforening ønsker vindkraftens to nye ministre velkommen til arbejdet med den grønne omstilling.

Eva Kjer Hansen, der som miljøminister bliver ansvarlig for bl.a. vindmølleplanlægningen og støjlovgivningen, og Lars Chr. Lilleholt, der som energi-, forsynings- og klimaminister bliver minister for vindkraftudviklingen og vindkraftens samspil med det samlede energiområde.

Der er beslutninger, der haster meget stærkt, skriver vi i pressemeddelelsen (se link i boksen t.h.):
For tiden frem mod 2020 er der dog brug for beslutninger, der ikke kan afvente et kommissionsarbejde.
Adskillige analyser – her i blandt foreningens eget fra november 2014 ”Vindintegration i Danmark. Vindens værdi – og tiltag for at sikre den” – peger på behovet for meget hurtige beslutninger, således at vindmøllernes produktion kan anvendes mere fornuftigt og derved give højere værdi for både samfundsøkonomien og investorerne.
På det miljø- og energipolitiske område bør en af de allerførste opgaver være at beslutte ny rammelovgivning, således at der skabes økonomiske incitamenter for at anvende den billige vindmøllestrøm til varmeproduktion og i transportsektoren
.

Danmarks Vindmølleforening vil nu straks tage kontakt til regeringen med henblik på, at der meget hurtigt tages beslutninger om den lovgivning, der er nødvendig for at vindmøllestrømmen kan bruges mere fornuftigt og vindmølleejerne dermed kan se frem til en bedre afregning for produktionen.

Det drejer sig bl.a. om de afgiftsændringer m.v., der er forudsætningen for, at vindmøllestrømmen i større målestok kan anvendes til varmepumper og elpatroner hos kraftvarmeværkerne, til opvarmning generelt samt til elbiler.

I en længere periode har det været først udvalgsarbejde om afgifter og tilskud og efterfølgende valgkamp, der har været forklaringen på at besværlige politiske beslutninger er udskudt. Nu må undskyldningerne være sluppet op.

29.6.15

 

Læs mere

Tillykke til vindkraftens nye ministre. Velkommen i arbejdstøjet. Der er nok at tage fat på, pressemeddelelse fra Danmarks Vindmølleforening, 29. juni 2015

Læs mere om foreningens arbejde for at øge vindkraftens værdi for såvel samfund som mølleejere

 
 
 
 
 
 
 

 

Det mener vi

Se også vore pressemeddelelser, rapporter, notater mm.

 

Myter om vindkraft

Danmarks Vindmølleforening begår seriemord på de første 12 myter om vindkraft