Mens vi venter:
Europæisk eller polsk klimapolitik?

Leder i Naturlig Energi, oktober 2014

”Vi har ikke blot en vedtaget global målsætning om ikke at overskride to graders opvarmning, vi har også i EU en officiel målsætning om at reducere vore CO2-udledninger med 80-95 pct. i 2050. I øjeblikket agerer vi imidlertid, som om det overhovedet ikke er alvorligt ment fra politikernes side. Hvis det faktisk er alvorligt ment, så er problemet, at jo længere vi venter med at gøre det nødvendige, desto dyrere bliver det. Vi kommer altså til både at løbe stærkere og betale mere”.

Tidligere formand for regeringens Klimakommission
Katherine Richardson i Information.

Katherine Richardsons kommentar ovenfor gjaldt en ikke synderlig opløftende klimastatus fra verdens største revisions- og konsulenthus, PricewaterhouseCooper, til daglig kaldet PwC. Men citatet kunne måske også have været en kommentar til den aktuelle udvikling på klimaområdet i EU.

Når Bruxelles påkalder sig opmærksomhed, skyldes det, at både tilhængere og skeptikere omkring CO2-reduktion er enige om, at betaling for udledning af CO2 er den eneste effektive metode, hvis man vil have mindre CO2 udledt - eller som The Economist udtrykker det med så enkle ord, at det er forståeligt selv for en kommende EU-præsident med begrænsede engelskkundskaber: ”If you want less of it - tax it”.

Donald Tusks sprogkundskaber skal ikke bebrejdes ham. Dem vil han rette op på. Desværre har han ikke lovet noget tilsvarende, når det gælder holdningen til klimaspørgsmålet. Som polsk premierminister har han siden 2007 demonstreret ikke blot polsk uenighed i EU’s klimapolitik. Den nye EU-præsident er erklæret modstander af den.

En væsentlig årsag er Polens egen energipolitik, som går ud på at satse massivt på kulfyrede kraftværker og i fremtiden også gerne på både skifergas og atomkraft. Polen importerer 60% af sin energi fra Rusland og ønsker forståeligt nok at frigøre sig fra den afhængighed.

Rusland leverede i september et eksempel på energi som våben, da der pludselig kom 20-45% mindre russisk naturgas til Polen end landene havde aftale om.
Angiveligt var det kvittering for EU’s sanktioner mod Rusland og en advarsel mod polsk re-eksport af gas til Ukraine.

Eksemplet er en del af forklaringen på Polens satsning på kul både hjemme og i EU-regi, hvor Polen hidtil har været med til at blokere for effektive CO2-kvoter. Men Donald Tusk har desuden kunnet pege på, at Polen er kommet lettere gennem den økonomiske krise end mange andre EU-lande, efter hans mening netop på grund af sin energipolitik. Den kendetegnes f. eks. ved, at det er det polske miljøministerium, der planlægger boringerne efter de flere hundrede milliarder kubikmeter skifergas i Polens undergrund, som man håber på.

Økonomien er et uimodståeligt argument i et kriseramt EU, så det har næppe skadet Donald Tusks kandidatur til EU-topposten. Hvad det vil betyde for EU’s klimapolitik, har vi endnu til gode at se.

Men med en ny EU-kommission, hvor klimapolitikken de næste fem år bogstaveligt talt underordnes energipolitikken, tegnes hermed billedet af et EU, der øjensynligt tager afsked med sin klimamæssige leder-rolle. Det sker i en tid, hvor sammenhængen mellem CO2-udledning og klimaproblemet ikke blot er blevet almindeligt anerkendt. De hidtil mest tøvende store lande er begyndt at sætte sig i bevægelse:

  • USA’s præsident Barack Obama har med eksisterende lovgivning i hånden dekreteret begyndende reduktioner i amerikanske kraftværkers CO2-udledning, som står for 30% af USA's CO2-udslip.
  • I Kina, hvor udledningen af CO2 pr. indbygger nu er blandt verdens højeste, er klimapolitikken rykket op på agendaen under Xi Jiping, ganske vist også pga. den synlige og alvorlige forurening, som energiforbruget medfører for befolkningen.
  • Og i Indien er en af den grønne økonomis pionerer, Narendra Modi, blevet valgt som landets nye premierminister.

Det skaber et forsigtigt håb om, at de smukke hensigtserklæringer, som senest blev gentaget af 120 statsledere i FN i september, kan resultere i reelle tiltag på det COP21-topmøde, som i Paris i marts næste år vil forsøge at få taget de beslutninger, der faldt til jorden i København i 2009.

Det haster mere og mere, hvis man skal tro revisionsfirmaet PwC, som i sin klimastatus har regnet sig frem til, at med det nuværende tempo skal al CO2-udledning faktisk ophøre om tyve år, hvis 2 graders-målet skal opfyldes.

1.10.14

 

Læs også

Læs mere om energi og klima

Læs mere om forsyningssikkerhed og energiaftale

Læs mere om indpasning af vindmøllestrøm i elnettet

 

Naturlig Energi

Læs mere om Danmarks Vindmølleforenings medlemsmagasin Naturlig Energi.

Medlemskab

Læs mere om medlemskab af Danmarks Vindmølleforening.

 

 
 
 
 
 
 
 

 

Det mener vi

Se også vore pressemeddelelser, rapporter, notater mm.

 

Myter om vindkraft

Danmarks Vindmølleforening begår seriemord på de første 12 myter om vindkraft