Efter EU: Hvide Sande viser vejen

Leder i Naturlig Energi, maj 2013

“De svære tider for fiskeriet har tvunget os til at
tænke i andre baner, og da vi bor i et område
uden politisk bevågenhed, måtte vi gøre det selv”.

Formanden for Hvide Sande Nordhavn Møllelaug, Henning Davidsen co2-kvotesystemet i EU-regi blev i den forløbne måned stemt ned af Europa-parlamentet. Det blev oprindelig indført med det formål at begrænse CO2-udslippet ved at sætte en pris på forureningen. For at gøre systemet acceptabelt for de største forurenere, som også repræsenteres af de økonomisk mest magtfulde lobbyister i EU, trak man de første tænder ud af systemet ved at forære så mange gratis-kvoter til industrien, at der i dag er en CO2-kvotepukkel til et helt års forbrug, og nogle af de største forurenere råder over overskudskvoter frem til år 2020. Den økonomiske krise gjorde arbejdet færdigt, da CO2-kvoteprisen faldt fra de oprindelig planlagte 30 euro pr. ton CO2 til 5. EU-parlamentets afstemning fik siden prisen til at falde ned til 2,75 euro. Det samme skete nærmest for tilliden til Europas eneste konkrete bud på, hvordan man både kunne sætte pris på CO2-udledning og sikre princippet om, at forureneren skal betale. Tilbage er nu kun skåltaerne, som til gengæld klinger mere og mere hult.
Ganske vist sendte 334 af parlamentarikerne (mod de 314, der stemte imod) kun forslaget om midlertidig fjernelse af 900 mill. kvoter tilbage til EU's miljøudvalg.
Men selvom det blev fremsat af EU-kommissionen på anmodning fra parlamentet selv, tror ingen på, at det genfremsættes uændret.

En afgørende fordel ved det afviste forslag var, at de 900 mill. kvoter kunne fjernes administrativt af EU-kommissionen.

At regeringerne i de 27 medlemslande bliver enige om et fælles alternativt forslag i dag, hvor billige kul strømmer ind over EU, anses af alle for ren utopi.
Og med nu 69 nye kulkraftværker med en samlet kapacitet svarende til den franske atomkraftindustri på vej vil det være situationen de første mange år.

Er alt håb så ude herefter? Heldigvis hverken i det virkelige liv eller i resten af verden.

Det første dusin lande har indført nationale eller regionale CO2-kvotesystemer. Blandt dem er nogle af verdens store økonomier, som Californien, Australien, Sydkorea og flere kinesiske regioner. De sidste er ikke mindst stimuleret af den nye officielle kinesiske målsætning om CO2-reduktion og forureningsbekæmpelse.

Med Kina i spidsen forudses en række andre lande at følge efter. EU's tilbageskridt vil ikke standse den proces, men signalværdien kan få EU til at miste sin førerposition og en del prestige.

Når flere og flere lande handler selv, er årsagen den samme, som i over 30 år har fået danske politikere med et længere perspektiv end egen valgperiode til at handle nationalt, selvom det danske bidrag - som Lomborgs disciple ganske rigtigt påpeger i det uendelige - knap kan ses i det globale regnskab: Ansvarlighed overfor vore efterkommere og håbet om, at det gode eksempel smitter.

Og det har vist sig at holde stik. Det blev også bevist gennem den eneste opmuntring under det mislykkede københavnske klimatopmøde: Samtlige verdens deltagerlande erkendte for første gang, at det globale klima er under menneskeskabt forandring - og at der bør gøres noget. Og hvad hverken Lomborg eller økonomiske vismænd kan bortforklare er, at danskerne opgjort pr. person er blandt de mest CO2-udledende og ressourceforbrugende i øvrigt i verden overhovedet.

I dette lys skal ses både det danske og andre landes nationale tiltag til CO2-reduktion, som understreger, at hvert skridt tæller. Det gør det, når verdens 8. største økonomi, Californien, i februar 2013 sælger CO2-kvoter til den tredobbelte pris af EU's. Men det gør det også, når 400 lokale beboere, virksomheder og den lokale erhvervsudviklingsfond i Hvide Sande sammen rejser tre møller, der producerer 45 mill. kWh ren strøm om året, finansierer et nyt havneanlæg og styrker det økonomiske livsgrundlag i et af landets udkantsområder de næste 30 år (se side 10).

Vindmøller handler ikke kun om klima, men også om mindre partikel- og anden luftforurening, mindre afhængighed af importerede brændsler - Europa importerer stadig olie for en mia. euro om dagen - og udvikling af ny teknologi og grønne arbejdspladser.
Hvide Sande-eksemplet er i lille målestok faktisk det vækst-perspektiv, som 334 EU-parlamentarikere afviste i den tro, at fortsat forurening på langt sigt er en sikrere vækstmotor.

1.5.13

 

Læs også

Energi, miljø og klima

Vindkraft i vismandsrapporten
- og de faktiske forhold, artikel af Henrik Skotte i Naturlig Energi, april 2013

 

Naturlig Energi

Læs mere om Danmarks Vindmølleforenings medlemsmagasin Naturlig Energi.

Læs mere om medlemskab af Danmarks Vindmølleforening.

 

 
 
 
 
 
 
 

 

Det mener vi

Se også vore pressemeddelelser, rapporter, notater mm.

 

Myter om vindkraft

Danmarks Vindmølleforening begår seriemord på de første 12 myter om vindkraft