Godt nytår?
cop18 - kun et lille skridt på vejen

Leder i Naturlig Energi, januar 2013

”Vedtagelsen af en forlængelse af Kyoto-protokollen til
2020 er intet mindre end en farce, og forestillingen om, at man i 2014 skulle være i stand til at flytte noget i forhold til de eksisterende, helt utilstrækkelige (og helt uforpligtende) nationale indmeldinger af 2020-’forpligtelser’ er i bedste fald naiv..”

Tidligere Kyoto-forhandler for EU-Kommissionen,
Jørgen Henningsen, i dagbladet Politiken.

i klimadebatten har det været en talemåde, at først
når Florida blev oversvømmet, ville amerikanske politikere tage klimaændringerne alvorligt. Ingen af delene er endnu sket, men i Amerika forekommer nu livstruende orkaner hvert år mod hvert tiende år for en generation siden. Og med de synligt kraftigere orkaner og oversvømmelser, som bl. a. har ramt New Orleans og
New York, rykker truslen mod USA mærkbart nærmere.
Det samme gør erkendelsen i den brede befolkning af klimaforandringernes perspektiver. Verden over.

Netop det var måske det vigtigste resultat af FN’s netop
afsluttede COP18-klimatopmøde i Doha, Qatar. For
første gang blev klimaforandringernes følgevirkninger
taget op officielt. Den vestlige verden accepterer ganske
vist stadig ikke økonomisk hjælp til de fattigste lande,
som rammes først og hårdest af den rige verdens CO2-
udledning. Men alle erkendte i Doha de stadigt mere
synlige skadevirkninger og accepterede at diskutere de
foranstaltninger, som bl. a. skal hindre, at flygtninge fra
fattige til rige lande udvikler sig til folkevandringer. Det
er første gang, at den erkendelse blev officiel.

COP18 blev holdt i landet med verdens højeste CO2-
udledning pr. indbygger, og næste års COP19 holdes i
kulverdenens højborg, Polen. Endelig vil rygtet vide, at
COP20 i 2014 følger i Venezuela med verden største
oliereserver. Symbolikken fejler ikke noget.

Heller ikke set i europæisk perspektiv: Polen blokerede i
Doha igen for en fælles holdning og gik på EU’s vegne
endnu et skridt frem mod at sætte EU’s position som
den mest seriøse internationale aktør i den globale klimakamp over styr. Polen indtog samme rolle som USA, Canada og Japan, der fortsat afviser enhver juridisk klima forpligtelse. Og Polen kan på det national-egoistiske plan takket være sin vetoret sikre, at CO2-udledning i dag kan ske til en fjerdedel af den pris, som EU havde som mål ved indførelsen af kvoteordningen.

Den ligner mere og mere en parodi, som f. eks. markedets kommentar under COP18 viste: CO2-kvoterne faldt til rekordlave priser. Så den statsstøttede kulindustri har kronede dage, mens omlægningen til rene energikilder bliver dyrere, ude af stand til at konkurrere økonomisk med forurenende energi og dermed uinteressant for såvel investorerne som de lande, der også har en økonomisk lavkonjunktur at slås med.

Resultaterne i Qatar var få og uklare, men forhandlingerne var ikke ligegyldige. Det lykkedes EU-kommissionen og flere andre at få verden til at fokusere
kraftigere på perioden 2013-2020. Og tak for det – ikke mindst til den danske regering, der med Martin Lidegaard gjorde en kæmpeindsats.

Og ellers havde klimaforhandlingerne fokus på
forberedelserne til COP 21 i 2015, hvor det er planen at
indgå en global aftale med virkning fra 2021. Det er indlysende, at det er nødvendigt, at de store lande her går med i en forpligtende aftale.

Den tidligere Kyoto-forhandler Jørgen Henningsen
advarer mod at tro, at der i Doha er taget beslutninger,
som løser klimaproblemerne. Og han har ret i, at det er
realisme og en ”plan B”, der er brug for. Når de store
lande endnu ikke er klar til enighed om globale foranstaltninger, må de mange mennesker, byer og lande, parlamenter og regeringer, organisationer og virksomheder, som for længst er er gået i gang, fortsætte. Arbejdet frem mod 2015 vil blive et sejt træk de næste par år.

I EU skal vi have orden i eget hus, og det vil være et vigtigt signal til USA, Kina, Indien og Japan, at EU hæver
ambitionsniveauet ved at forpligte medlemslandene til at reducere udledningen af klimagasser med 30 procent i stedet for som nu kun 20. Målet kan nås ved at tage kvoter ud af EU's CO2-kvotesystem. Dermed kan EU sende det signal, investorerne desperat efterlyser for at flytte midler fra kulkraftværker til vedvarende energi.
Verden over er der i disse år en hastigt voksende erkendelse af klimaproblemets alvor. Men vi kan ikke vente med at tage beslutninger lokalt, til alle er enige globalt.

Vi risikerer, at uafvendelige klimakatastrofer tager
beslutningerne for os alle.

4.1.13

 

Læs også

Energi, miljø og klima

 

Naturlig Energi

Læs mere om Danmarks Vindmølleforenings medlemsmagasin Naturlig Energi.

Læs mere om medlemskab af Danmarks Vindmølleforening.

 

 
 
 
 
 
 
 

 

Det mener vi

Se også vore pressemeddelelser, rapporter, notater mm.

 

Myter om vindkraft

Danmarks Vindmølleforening begår seriemord på de første 12 myter om vindkraft